Vores hjem

Jeg bor i det gamle Rådhus i Bogense.

Det er her jeg er født og her jeg er vokset op sammen med mine forældre og min storesøster Grethe.

Jeg flyttede som voksen tilbage til huset i 2004, egentlig for en kort bemærkning, men det endte med at jeg og min lille familie (mand og datter) besluttede at blive.

Vi delte huset med mine forældre indtil far døede i 2013 og mor derefter flyttede i ældrevenlig bolig. Siden har vi haft hele hytten for os selv.

Min far Frank Hammershøj var kunstmaler, og min morfar William Hansen var kunstmaler, så hørmen af terpentin og oliemaling har været en tryg del af min barndom og den er her stadig. Jeg arbejder i atelieret som er den gamle byrådssal. Her er der blevet malet siden 1968, og jeg elsker det rum – her holder vi også fester og juleaften. Der er 3.80 m til loftet så juletræet er kæmpe stort – det elsker jeg.

Ferie på fyn

Kunstnervennerne kunne feste i dagevis – nogle flyttede ind for en periode.

Vores hus har hele min barndom været åben for nærmest hvem som helst. Her har boet alle mulige (og umulige) mennesker, og mange valgkampe har haft deres valgkontor her. Jeg husker dengang man brugte stensil til at trykke løbesedler mv med. Når man kom hjem fra skole og der stank af sprit fra stensils, vidste man at nu gik der nok lige nogle dage før man kunne trække vejret nogenlunde frit. Det væltede med mennesker der diskuterede på livet løs, og røg smøger så luften var tyk, og der var hjemmebrygget vin på bordet – heldigt at ingen blev blinde – det har været noget surt sprøjt, men det var 80’erne og kartoffelkur.

Man vidste aldrig helt hvad der ventede én når man kom hjem. Der kunne være helt almindelig ro og fred, eller vælte med mennesker som opførte sig mere eller mindre sært. Kunstnervennerne kunne feste i dagevis – nogle flyttede ind for en periode.

Malene Hammershøj i sit hjem i Bogense

Vi havde også en keglebane så vi kunne bowle i atelieret. Det var alletiders trækplastre når man ville lokke legekammerater til

Min far købte en abe? Aner ikke hvorfor? Den stakkel kedede sig frygteligt og blev vist mere eller mindre sindsyg af at sidde i sit bur (den fik et godt hjem sammen med andre aber efter et års tid hos os). Vi havde også en keglebane så vi kunne bowle i atelieret. Det var alletiders trækplastre når man ville lokke legekammerater til. Jeg holdt meget af det, og fandt det helt normalt, men jeg fornemmede jo godt at vennerne fandt det hele lidt eksotisk.